Drikke

Kold kaffe er det nye sort

Får du ondt i maven af at drikke kaffe, så skulle du måske prøve en kop koldbrygget kaffe. Det er den sidste nye trend inden for kaffe.
af Ulla Johanne Johansson, Foto: PR Wilfa, Mikkel Bækgaard1.10.2014

Kold kaffe er sjældent meget værd. Bittert, beskt og lige til at hælde ud. Kold kaffe er kort sagt udrikkeligt - eller det har det i hvert fald haft tradition for at være. Lige indtil nu.

Koldbrygget kaffe er hot

Den nye hotte kaffetrend er nemlig koldbrygget kaffe. Og det er der flere fordele ved. I hvert fald hvis man skal tro barista Benjamin Birk, der arbejder som overtjener i Meyers Madhus:

- Den kolde bryg giver en kaffe med færre bitterstoffer, så du undgår de maveproblemer, som kaffe godt kan give, og så smager det som en frisk, syrlig kop kaffe, den er bare kold, siger han.

Forklaringen er simpel: Det kolde vand får kaffebønnerne til at afgive masser af smag, mens det samtidig frigiver færrest af kaffebønnernes bitre smagstoffer.

- Jo varmere vandet er, når du brygger din kaffe, des flere bitre olier og fedtsyrer bliver der trukket ud af kaffebønnerne, siger Benjamin Birk.

Læs også: Sådan brygger du den bedste kop kaffe

Koldbryg din egen kaffe

Det er ret enkelt at brygge en kold kop kaffe, hvis du har god tid. Koldbrygning tager godt et par dage. Det allervigtigste er gode bønner. Du skal bruge en god kvalitetskaffe, som er lyst ristet, og som du selv skal kværne, så kaffen er så frisk som muligt. Jo finere du kværner kaffen, des mere smag afgiver bønnerne. Det næst vigtigste er, at den stempelkande, som du skal bruge, er helt ren. Sidder der kafferester i den, kan også de afgive smag til dit koldbryg. Og det er en kedelig smag. Hæld de friskkværnede bønner i bunden af stempelkanden. Du skal bruge mellem 8 og 9 gram kaffe pr. kop. Hænd koldt vand på, og lad det trække i 48 timer i køleskabet. Når kaffen har trukket filtrerer du kaffebønnerne fra, og så er den kolde kaffe klar til at blive drukket. Drik den rent, eller som Benjamin Birk anbefaler, blandet med Grand Manier, citron og is.

Læs også: Hjemmelavet nutella, der smelter på tungen

Guide til god kaffe - også den varme

  • Mal bønnerne selv lige før brygningen, hvis du vil bevare aromaen. Malet kaffe mister hurtigt friskhed og smag.
  • Jo lysere kaffen er ristet, des tydeligere træder bøndernes smag igennem. Jo mørkere ristningen er, des mere brændt smag.
  • Gå efter hele bønner i poser med ventil, så den CO2, som kaffebønner udskiller efter ristning, kan trænge ud af posen.
  • Vandet afgiver smag, så brug altid friskt og koldt vand.
  • Når du brygger varm kaffe, så skal vandet varmes op til mellem 92-96 grader.
  • Skyl kaffefiltret inden du bruger det, så trænger smagen fra filtret ikke ud i kaffen.
  • Sørg altid for at både tragt, kande og de øvrige remedier, du bruger til at brygge kaffe, er helt rene. Gamle kafferester afgiver smag.

Er du mere til varme drikke? Find én drik at varme dig på i galleriet neden for.

4 varme drikke

Sponsoreret indhold