Pojagi er en koreansk patchwork-teknik, hvor du mikser forskellige stofrester og forvandler dem til nye smukke værker. Patchwork kan bruges til både at lave tæpper, gardiner, forhæng, viskestykker eller et dekorativt kunstværk som her.
Udsmyk væggen med dine smukkeste stofrester i silke, og kreér dit eget patchwork-kunstværk til væggen. Det lille miniatureværk giver personlighed til hjemmet og dig mulighed for at gå på opdagelse i de fine detaljer og strukturer.
DIY-guide: Smukt pojagi-kunstværk til væggen
Find stofresterne frem og slip kreativiteten løs med dette nemme DIY-projekt. Vi har brugt stofrester i samme rosa nuancer, men du kan mikse og matche lige, hvad du har eller godt kan lide. Brug også gerne tekstiler med forskellig struktur eller mønster.
Se også
Upcycling: Tryl gamle stofrester om til gardiner i pojagi-patchwork
Det skal du bruge
- Rosafarvede stofrester
- Sytråd
- Saks
- Nåle
- Symaskine
- Strygejern
Sådan laver du en pojagi-kunstværk
- Klip firkanter ud i forskellige størrelser, og sammensæt dem i den rækkefølge, som du finder smukkest.
- Start herefter med 2 stykker stof, som du lægger oven på hinanden.
- Placér det øverste stykke stof 1 cm længere nede end det bagerste.
- Fold derefter sømrummet ned over det øverste lag, og hold folden fast med et par nåle.
- Sy en stikning ned langs den rå kant ved at bruge trykfodens bredde (ca. 8 mm sømrum). Fold derefter stykket ud, og pres sømkanten mod venstre, så den rå kant skjules herunder.
- Brug et strygejern hver gang til at presse folden flot. Gerne både på for- og bagsiden.
- Sæt evt. et par nåle i igen for at fastholde sømrummet, og stik nu med en trykfodsbredde ned langs venstre side. Den rå kant er nu gemt, og dit stofstykke har reelt 2 forsider nu.
- Fortsæt nu arbejdet med at sammensætte flere felter ud fra samme princip, og sy dem sammen lidt efter lidt til et større stykke.
- Damp gerne det færdige pojagi-værk svagt, så det bliver flot glat i billedrammen.
- For at undgå rå kanter kan du klippe et helt stykke stof til bagsiden. Husk 1 cm sømrum.
- Sy for- og bagsiden sammen på 3 af siderne med vrangen udad.
- Vend nu forsiden ud, og ri bunden sammen i hånden.
Se også
DIY: Sy et flot forhæng i patchwork