Haveindretning

Besøg på Birkemosegaard: Landbrug med biodynamiske principper

AF: af Tekst og
20.10.2017
foto: Tina Brok Hansen.
På Sjællands Odde ligger det biodynamiske landbrug Birkemosegaard med tilhørende gårdbutik. På gården dyrkes korn samt forskellige grøntsager og frugter. Desuden har familien en mindre besætning af fritgående køer. Kom med på besøg!

Få kilometer fra Havnebyen på blæsende Sjællands Odde ligger Bir­kemosegaard. Her er der fuldt tryk på ikke bare i markerne, men også på gården, hvor kunderne strømmer til gårdbutikken, restau­ratører kommer forbi for at se udbuddet af varer, og torsdagsgrønt­sagskasserne bliver pakket til byboerne. Gården er en af de få, der sælger direkte til forbrugeren og direkte til restauranter. Det gør, at byboerne kan nyde deres biodynamiske grøntsager og kød og vide, at landmanden har fået en hæderlig betaling for sine varer.

Læs også: Økologisk gartneri med hjerte og sjæl

Slægtgård med principper

Birkemosegaard er en slægtsgård, som er drevet af Jesper Ander­sen, der er fjerdegenerationslandmand. Jespers far, farfar og oldefar har alle drevet gården helt tilbage fra 1906. Da Jespers far overtog gården i 1961, var den et konventionelt landbrug, men en ulykke gjorde, at det hele tog en drejning. Herefter gik Jespers far over til at dyrke sine marker økologisk og biodynamisk. Jesper er fortsat i forældrenes spor. Han driver gården efter biody­namiske principper og har fokus på rene madvarer og at holde dyr på en etisk forsvarlig måde.

Han driver gården sammen med sin hu­stru Kalatrong Apairatana, også kaldet Kung. Hun er uddannet agro­nom fra et universitet i Thailand og sammen har de tre børn. Kung er meget glad for sit liv som landmandskone her på Sjællands Odde, og hun elsker at kunne viderebringe de rene råvarer til deres kunder.

– Det giver god karma, forklarer hun smilende. Hun er nemlig bud­dhist og tror på, at det, man sender ud, kommer tilbage. I det hele taget er de et godt team på Birkemosegaard. Jesper har helliget sig markerne og dyrene, mens Kung pakker grøntsager og kød i kølehuset hos slagteren og passer gårdbutikken.

Gården også en tredje vigtig medarbejder, nemlig Martin Mo Kvedéris. Han står for kommunikationen udadtil, styrer meget af det administrative arbejde og tager imod bestillinger. Tre-fire gange om ugen kører han også turene til København og omegn for at levere de friske grøntsager til byboerne og restauranterne.

Søde sager til læsningen: Chokoladetrøfler med romrosiner

Biodynamiske grøntsager med smag

Den bærende afgrøde på Birkemosegaard er biodynamisk brød­korn såsom rug, ølandshvede og byg. Det bliver dyrket efter biody­namiske principper, hvor sædskifte er essentielt.

– Hvis vi ikke roterer afgrøderne, vil udbyttet falde, idet markerne bliver udpinte. Når man et år får en rigtig god pris for sin hvede, skal man virkelig ikke falde for den store fristelse at plante den igen året efter på de samme marker. Det giver bagslag – et lavt udbytte, sygdomme og udpint jord. Ja, man skal ikke falde for grådighed, for det bliver kortsigtet, forklarer Jesper.

Det, der har størst indflydelse på udfaldet af høsten, er naturligvis vind og vejr, og Jesper kan aldrig helt vide, hvordan udbyttet bliver.

– I år har vi fx megastore knoldselleri – større end normalt – trods den kolde forsommer, men til gengæld er der færre af dem. Skulle der komme sygdomme i en afgrøde, kan vi ikke gøre noget, da vi jo ikke bruger sprøjtemidler. Det er så bare ærgerligt. Men vi kan sørge for, at vi ikke kommer i den situation, ved at lave sunde, stærke planter og sund næringsrig muld, så planternes immunsystem bliver styrket, og de kan modstå sygdomme. Vi bruger kun vores biody­namiske naturpræparater, og så luger vi det værste ukrudt væk. Det er mere end et fuldtidsarbejde at være landmand, forklarer Jesper.

Læs mere om biodynamisk landbrug her!

Se flere billeder fra Birkemosegaard i galleriet:

Besøg på Birkemosegaard: Landbrug med biodynamiske principper

Sponsoreret indhold