Nyd en cremet, grøn suppe, der tanker dig op på både vitaminer og velvære. Med sprød topping og lunt brød vil retten med garanti vække begejstring om middagsbordet!
af Ditte Ingemann.17.10.2023Foto: Lene Samsø.
4 personer
Ingredienser
100 g usaltede cashewnødder
1 løg
3 fed hvidløg
3 stilke bladselleri
2 spsk. olivenolie
Salt og peber
250 g kartofler
300 g broccoli
7 dl grøntsagsfond
1 citron
25 g parmesan
Topping
4 spsk. boghvedekerner
1 spsk. olivenolie
0,5 bundt frisk dild
Sådan laver du broccolisuppe
Hæld cashewnødderne i en skål, og hæld koldt vand over. Stil dem til side.
Pil og hak løg, hvidløg og bladselleri fint, og svits det i en stor gryde med olivenolie i et par minutter. Krydr med salt og peber.
Skræl og skær kartoflerne i mindre tern, og hæld dem i gryden. Svits i 3-4 minutter, eller indtil løg og kartofler har taget lidt farve.
Skyl broccoli, og del den i små buketter. Hæld broccoli og grøntsagsfond i gryden, og lad det simre under låg, indtil kartoflerne er møre. Det tager ca. 15 minutter.
Pres citronen, og riv parmesanen på et rivejern.
Hæld suppe, citronsaft, parmesan, udblødte cashewnødder, salt og peber i en blender, og blend godt i 2-3 minutter. Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. mere væske.
Hæld suppen tilbage i gryden, og varm den igennem inden servering.
Topping
Rist boghvedekernerne på en pande med olie i 3-4 minutter.
Portionsanret suppen, og top med sprød boghvede og frisk dild. Servér.