Lav lækkert tilbehør til din flæskesteg, and og gås med disse gode opskrifter på klassisk tilbehør, utraditionelt tilbehør, sundt tilbehør og anderledes tilbehør. Få tips, tricks og opskrifter til den perfekte julemiddag lige her!
af Christine Agertoft / Foto: Columbus Leth28.10.2020
En god flæskesteg, andesteg eller gås skal være sprød udenpå og saftig indeni. Opnår man det, er man godt på vej mod at skabe den perfekte julemiddag, men ikke helt i mål. Den perfekte middag skal nemlig også have det rette tilbehør. I nogle hjem er det klassisk tilbehør som brunede kartofler og rødkål, mens andre hjem er mere til utraditionelt tilbehør, sundt tilbehør eller bare anderledes tilbehør.
Herunder har vi samlet en masse gode bud på godt tilbehør ti julemiddagen. Der er både nogle helt klassiske opskrifter og en masse alternative, sunde og ualmindelige valgmuligheder. Så er det op til dig at vælge det tilbehør, der passer bedst til dit juleselskab.
KLASSISK TILBEHØR TIL FLÆSKESTEG, ANDESTEG OG GÅSESTEG
OPSKRIFT PÅ KLASSISK RØDKÅL: Duften af jul er samlet i denne klassiske rødkål kydret med stjerneanis, kanel og balsamico, og så giver den dejligt modspil til den fede julemad.
BRUNEDE KARTOFLER: De klassiske brunede kartofler er uundværlige til julemiddagen, et enkelt, men obligatorisk indslag på bordet, der kræver opmærksomhed under tilberedningen.
GRØNKÅLSSALAT MED ÆBLER OG APPELSIN: Denne grønkålssalat er rigtig julet med æbler og appelsiner, den smager skønt, og så tager det ingen tid at lave den.
UTRADITIONELT TILBEHØR TIL FLÆSKESTEG, ANDESTEG OG GÅSESTEG
GRØNKÅLSSALAT MED VALNØDDER: De brune kartofler og den delikate and med hjemmelavet brun sovs må ikke mangle på julemenuen, men de tunge og mættende retter har også brug for modspil. Det får de i form af den her knasende grønkålssalat. De sunde grønkålsblade sammen med den frugtige smag af figner og pærer i salaten giver julemaden et friskt pust.
RØDKÅLSSALAT MED APPELSIN OG VALNØDDER: Denne friske rødkålssalat med tørrede figner, appelsin og valnødder er det perfekte utraditionelle tilbehør til julemaden.
HASSELBACK-KARTOFLER MED TRØFFEL: De perfekte hasselback-kartofler er sprøde udepå og bløde indeni og med denne opskrift på hasselback-kartofler, der har trøffel og sherrydressing på toppen, kan du være sikker på, at dine kartofler bliver både sprøde og bløde.
SUNDT TILBEHØR TIL FLÆSKESTEG, ANDESTEG OG GÅSESTEG
RØDKÅLSSALAT MED APPELSIN OG NØDDER: I rigtig mange hjem er den traditionelle julerødkål blevet erstattet af en rødkålssalat med appelsin og nødder, og det giver faktisk rigtig god mening at bytte den kogte rødkål ud med rødkålssalat. For mens den kogte rødkål har mistet mange af rødkålens ernæringsmæssige fordele, så er der saft, kraft og vitaminer i den eviggode rødkålssalat.
SALAT AF RUGKERNER MED SELLERI, ÆBLE, PERSILLE OG PEBERROD: Her får du en opskrift på en lækker salat af de nordiske rugkerner fuld af den nødde- og kornagtig smag blandet med selleritern, sprøde æbler, frisk hakket persille og revet peberrod.
KRAUT MED TANG: Fermentering hitter inden for moderne madlavning blandt andet grundet deres gavnlige virkninger for kroppen, den forlængede holdbarhed og ikke mindst på grund af den nuancerede smagsoplevelse.
ANDERLEDES TILBEHØR TIL FLÆSKESTEG, ANDESTEG OG GÅSESTEG
TAGLAGTE KARTOFLER: Lav sprøde taglagte kartofler som annerledes tilbehør til flæske-, ande- eller gåsestegen.
SPINAT-SALAT MED RIBS, GLASKÅL OG RISTET BOGHVEDE: Spinat indeholder et hav af gode vitaminer og har et høj indhold af jern. Faktisk hele 4,5 mg/100g og det er derfor en super god kilde til jern i kosten. Derudover indeholder spinat også A, C, E, K og B-vitaminer. Spinat må siges at være en ægte power-grøntsag!
SALAT AF RØDKÅL MED BAGTE KIRSEBÆR OG ÆBLE: Få opskriften på en sprød vinterlig salat med masser af smagsnuancer. Sødmen fra de bagte kirsebær klæder den lidt bitre rødkål, og æblerne tilføjer endnu mere modspil i form af både sødme og syrlighed.
Vi har samlet nogle tips til, hvordan du får den bedste andesteg, så du kan servere en sprød, saftig og lækker andesteg for dine gæster:
En frisk andesteg giver det bedste smagsresultatet, men hvis du vælger at købe en frossen, så skal den tø langsomt op i køleskabet i tre dage.
Når du steger din andesteg, skal den steges i en 200 grader varm ovn i 45 minutter, og herefter i 105 til 110 minutter ved 175 grader. Hvis du steger den dagen før, skal du stege den 20 minutter kortere.
Andestegen får en ekstra lækker smag, hvis du fylder den med tørret frugt, for eksempel dadler, figner og abrikoser i stedet for det traditionelle fyld af æbler og svesker.
Når du laver sovs til andesteg, skal du bruge 4 dl stegesky fra anden. Alternativt kan du supplere med en færdigkøbt andefond eller den saft, der løber fra anden, når den hviler.
Hvis skindet på din andesteg ikke føles sprødt, kan du lade anden stege et par minutter under ovnens grill ved høj varme - men pas på, at den ikke brænder på!
TIPS TIL DEN BEDSTE FLÆSKESTEG
Her får du Michelin-kokken, Thomas Hermans tips til at lave de allersprødeste svær på flæskestegen:
Rids flæskesværen helt igennem, men sørg for at du ikke ridser ned i kødet. Hvis du kommer til at ridse kødet, så kan saften fra kødet boble op i sværen og gøre det umuligt at få sprøde svær.
Sørg for at snitte sværen med ca. 1 centimeters mellemrum. For stort eller for lille mellemrum kan både ødelægge flæskestegens klassiske udseende og chancen for perfekte sprøde svær.
Beregn 1 spsk. groft salt pr. kg kød og vær omhyggelig med at gnide det ned mellem sværene.
Sørg for, at din saltede flæskesteg får lov at stå og trække i mindst en halv time, inden den kommer i bradepanden.
Stegen skal ligge lige, så du kan fx bruge alufolie eller andet til at ligge under den ene ende af stegen.
Brug et stegetermometer og hold øje med, hvornår kernetemperaturen når 55 grader. Er sværen sprød ved 55 grader, fortsættes stegningen indtil sluttemperaturen på 65 grader. Hvis ikke, skal temperaturen i ovnen øges til mellem 250-300 grader, indtil flæskestegens kernetemperaturen er 65 grader.
Hvis stegen er færdig, men sværen endnu ikke sprød, kan du pille sværen af stegen og grille den separat.
Til slut er det vigtigt, at stegen får lov at hvile utildækket i ca. 20 min.
Sprøde svær og perfekt mørt kød er noget af det, der gør en flæskestegssandwich til en absolut favorit. Vores søstersite, SPIS BEDRE, har en af de mest populære opskrifter på flæskestegssandwich - måske den mest populære 'dagen derpå'-ret. Se opskriften her: Flæskestegssandwich.
TIPS TIL DEN BEDSTE GÅSESTEG
Her er nogle meget nyttige tips til at lave en lækker gåsesteg:
En frisk gås smager naturligvis bedst, men har man en frossen gås, så får man det bedste resultat ved at lade en tø langsomt op i køleskabet i to til 3 dage.
Tag den gerne ud af køleskabet en time før, den skal steges.
Klip eventuelt de yderste vingespidser af og gem til sovsen.
Rist først gåsen ved 220 graders varme i 30 min. Hæld derefter fedtet fra og kom i stedet vand i bradepanden.
Gem endelig fedtet.
Steg nu gåsen videre ved 175 grader i 30 min. pr antal kg.
Derefter skal gåsen tages ud af ovnen og hvile i 20 min.
19 opskrifter på tilbehør til flæskesteg
Uanset om du er på jagt efter den bedste opskrift på klassisk rødkål eller inspiration til sundt tilbehør til flæskestegen, så har vi det, du leder efter. Vi har nemlig samlet de bedste opskrifter på tilbehør, der spiller perfekt sammen med flæskesteg i galleriet herunder. Klik dig igennem de 19 opskrifter og find lige det, du leder efter.
Flæskesteg: Tilbehør til sommer og vinter
HER ER DE ANDRE JULEGODTER, DU SKAL HUSKE AT SMAGE: