Aftensmad

Oksemørbrad med svampesauce og rodfrugter

Skyd middagen ind med stegt oksemørbrad, som her serveres med rodfrugttimbaler, svampesauce og bønner - en velsmagende og klassisk ret!
af Marie Melchior.30.12.2022Foto: Jakob Helbig. Regi: royal copenhagen.com og rosendahl.dk.

Vi serverer her en velsmagende mørbrad på klassisk vis. Retten er et smagshit til nytår, men vil med garanti også vække begejstring hos dine gæster, selvom det er ikke er et årsskifte, der skal fejres!

6 personer

Ingredienser

  • 1 god oksemørbrad (ca. 1,2 kg)
  • Peber
  • Olivenolie

Svampesauce

  • 150 g tørrede skovsvampe
  • 2 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • Lidt smør
  • 1 stk. ingefær (ca. 35 g)
  • ½ dl rød balsamico
  • 2½ dl vand fra svampene
  • ½ dl soja
  • 5 dl piskefløde

Ovnbagte rodfrugttimbaler

  • 150 g kartofler
  • 100 g selleri
  • 100 g pastinak
  • 2-3 kviste frisk timian
  • 50 g smør
  • Havsalt
  • Peber

Grønne bønner

  • 500 g grønne bønner
  • 25 g smør
  • 1 rødløg
  • Salt

Sådan laver du mørbrad og tilbehør

Oksemørbrad

  1. Rens mørbraden for sener, og krydr med peber. Brun mørbraden af på en hed pande på alle sider. Læg mørbraden i en bradepande, og dryp den med olivenolie. Steg mørbraden færdig i en 200° varm ovn i 20-25 minutter.

  2. Tag stegen ud, og lad den trække i 15 minutter, før du skærer den i tynde skiver.

Svampesauce

  1. Skyl de tørrede svampe, og læg dem i blød i koldt vand i 1 time. Hak skalotteløg og hvidløg fint. Smelt lidt smør i en gryde, og svits løg og hvidløg heri. Skræl ingefæren, tilsæt den og balsamico, og kog saucen ind til det halve.

  2. Hæld vandet fra svampene over i en skål, tag 2½ dl af det, og hæld det i gryden med de udblødte svampe. Tilsæt soja, og kog det ind i 20 minutter. Fjern ingefæren. Hæld fløden i saucen, og skru ned til svag varme.

  3. Kog saucen færdig i 30-40 minutter med låg.


Rodfrugttimaler

  1. Skræl kartofler, selleri og pastinak, og skær dem i fine, tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern eller et rivejern. Tænd ovnen på 200°. Skyl og hak timian helt fint.

  2. Smelt smørret, og pensl små forme eller ramekiner med smør. Læg rodfrugterne lagvis i formene, pensl hvert lag med smør, og drys med timian, havsalt og peber på hvert lag.

  3. Bag dem møre i 30-40 minutter i ovnen.

Bønner

  1. Nip bønnerne, og damp dem i spilkogende vand i 4 minutter. Hæld vandet fra, kom smør i gryden, og vend bønnerne rundt heri. Pil og hak løget helt fint.

  2. Vend bønnerne med hakket løg, og drys med salt.

  3. Anret tallerkenerne med mørbrad, timbaler, svampesauce og smørsauterede grønne bønner.

Oksemørbrad – en særlig fin udskæring

Mørbrad er en særlig udskæring. Det er et stykke kød, der sidder på indersiden af rygsøjlen på, i det her tilfælde, oksen. Alle pattedyr har en såkaldt mørbrad. Mørbraden er et af de fineste stykker kød – det skyldes at den er særligt mør og mager.

Klargøring af mørbrad

En mørbrad skal ”pudses”. Det gøres ved at fjerne alle hinder, sener og fedt på kødet. I den tykke ende af kødstykket begynder sølvsenen, som skal fjernes inden tilberedning. Tricket er med den ene hånd at stikke en spids kniv ind mellem sene og kød, og så, med den anden hånd, trække i senen – så vil kniven smutte langs senen og skille kødet fra den helt fint.

Sponsoreret indhold