Efter dagevis med gæster og fester kan du anvende de sidste rester af andesteg som fyld i sprøde tarteletter. Servér en frisk rødkålssalat ved siden af de sprøde skaller – så smager det stadig lidt af jul.
Af Inge Skovdal og Lena Staal24.12.2021Foto: Lena Staal og Maria Fabricius Tegner/skovdalnordic.com.
Det skal du bruge
300 g stegt andekød (f.eks. fra juleaftens andesteg)
200 g blandede svampe
35 g smør til stegning
25 g hvedemel
3 dl andebouillon
2 spsk. sherry
salt og friskkværnet peber
8-10 tarteletter
1 håndfuld brøndkarse
1 håndfuld persille
Tarteletter med and og svampe
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200°. Lav trevler af det stegte andekød ved at rive det fra hinanden med 2 gafler eller bare med fingrene.
Rens svampene, og skær dem i mindre, ensartede stykker.
Smelt smør i en gryde ved middel varme. Tilsæt mel under omrøring. Tilsæt andebouillon og sherry, og bring opbagningen i kog. Vend andekød i. Krydr med salt og peber.
Vend svampene i gryden, og lad det hele småsimre i 2-5 minutter.
Varm tarteletterne i ovnen, de skal kun have ca. 2 minutter.
Skyl og pluk brøndkarse og persille. Fordel andefyldet i tarteletterne, og pynt med brøndkarse og persille.
TIP
Andebouillon og sherry giver luksussmag, men hvis du ikke lige har det ved hånden, kan du bare bruge hønsebouillon og udelade sherry. Svampene kan erstattes med gulerødder og ærter.