Brød

Nem opskrift på rugbrød

Enhver kan lave et saftigt rugbrød med den her nemme opskrift på rugbrød. Glæd dig til friskbagt brød med masser af smag!
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann17.03.2016

I Danmark har vi en lang tradition for godt rugbrød og brød generelt, men vi har efterhånden overladt bagningen af det til professionelle og glemt alt om, at det sagtens kan lade sig gøre at nyde friskbagt rugbrød i en travl hverdag. Vi har lavet en nem opskrift på rugbrød, som kræver en meget lille indsats og giver et stort og smagfuldt resultat. Selve tilberedningen er supernem, og når dejen er lavet, så kan den bare stå i køleskabet og vente på, at du får lyst til hjemmebagt rugbrød.

Få flere opskrifter på rugbrød, madbrød og franskbrød her!

Nem opskrift på rugbrød

2 stk.

Det skal du bruge til nemt rugbrød:

  • 20 g gær
  • 1,2 l koldt vand
  • 4 dl kærnemælk
  • 3 dl øl
  • 30-40 g salt
  • 800 g skårne rugkerner
  • 400 g hørfrø
  • 300 g solsikkefrø
  • 500 g hvedemel
  • 600 g rugmel
  • solsikke eller rapsolie til at smøre formene
  • rugflager til drys
  • 2 forme a ca. 3 l (Find dem fx her!)

​Smag også: Verdens bedste brød!

Sådan laver du et nemt rugbrød:

  1. Opløs gæren i vandet, og bland alle de øvrige ingredienser i.
  2. Rør dejen på en røremaskine i 10 minutter.
  3. Hæld dejen i 2 oliesmurte rugbrødsforme, og dæk formene med husholdningsfilm. Sæt dem i køleskabet i mindst 12 timer før bagning – gerne længere. Jo længere dejen står, jo mere smag får brødet, dog skal du maksimalt lade den stå i 6 dage, da surheden i det færdige brød ellers bliver for høj.
  4. Drys dejen med rugflager, og bag brødet i en 180° varm ovn i 90 minutter.
  5. Slå det færdigbagte rugbrød ud på en rist, og lad rugbrødet køle godt af, inden du skærer det i skiver.

​Se flere opskrifter på lækkert rugbrød med mere her ...

Vi har samlet en bunke gode opskrifter på brød i galleriet herunder, som du kan gå på opdagelse i, hvis du har mod på at bage endnu mere lækkert brød. Rigtig god bagelyst!

10 opskrifter på brød

Sponsoreret indhold