Desserter og kager

Crema Catalana med blommekompot

Crema catalana er en af de mest kendte egnsretter i Catalonien, hvor den ifølge traditionen blev tilberedt af husets bedstemor eller en ugift tante, der boede i huset, og nydt på Dia De Sant Josep i marts. Her er desserten serveret med blommekompot.
af Marie Melchior, foto: Betina Hastoft3.08.2010

(6 personer)
4 æggeblommer
200 g sukker
1 stang kanel
1 usprøjtet citron
½ liter mælk
1 tsk maizena

Pisk æggeblommer og sukker i en gryde til massen er hvid og skummende. Tilsæt kanelstang og fintrevet citronskal. Hæld mælken i gryden. Opvarm cremen imens der røres - den må ikke koge. Rør maizena ud med et par spiseskefulde koldt vand. Rør maizena i cremen. Når den begynder at tykne, tages gryden af varmen. Hæld cremen i flade lerskåle eller andre skåle, der kan tåle høj varme, og stil dem på køl. Drys overfladen med sukker inden servering. Brug en brænder til at karamellisere sukkeret med til det danner en hård skal. Alternativt kan skålene stilles under et gloende grill-element i ovnen for samme resultat.

Blommekompot
600-700 g blommer
15 g ingefær
100 g rørsukker
1 vaniljestang
1 kanelstang
1 dl vand

Skyl blommerne. Skær dem i mindre stykker og fjern stenen. Læg blommestykker i en gryde sammen med et stykke hel ingefær og rørsukker. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og tilsæt vaniljen i gryden sammen med vaniljestangen og kanel. Tilsæt vand og læg låg på gryden. Kog det hele sammen under svag varme i ca. 30-40 min. til blommerne har konsistens som en kompot. Fjern ingefær og kanel- og vaniljestang og server blommekompotten til crema catalana.

Sponsoreret indhold