Alle de klassiske julesmåkager smager skønt, men trænger du til et friskt pust, er disse kakao-pebermyntesmåkager helt perfekte. Den smagfulde og flotte småkage kombinerer den skønne choko-mint kombination, som du kender fra After Eight eller pebermyntepastiller, og dine smagsløg kommer derfor på en nostaligsk rejse til barndommens jul. Imponér familie og julegæster med opskriften her!
20 stk.
Kakaosmåkager:
225 g blødt smør
120 g flormelis
1 tsk. vaniljeekstrakt
250 g hvedemel
50 g rent kakaopulver
0,25 tsk. salt
Pynt:
200 g hvid chokolade
4 pebermyntestokke
Kakaosmåkager:
Pisk smør og flormelis sammen, indtil det er lyst og luftigt.
Tilsæt vaniljeekstrakt, og rør igen.
Tilsæt mel, kakaopulver og salt, og rør, indtil dejen lige akkurat er ensartet.
Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile på køl natten over.
Rul dejen ud på et meldrysset bord, indtil den er ca. 0,5 cm tyk, og skær den ud i 20 aflange firkanter.
Fordel kagerne på en bageplade med bagepapir.
Sæt bagepladen i køleskabet i 40 minutter eller i fryseren i 20 minutter, og forvarm i ovnen til 175˚.
Bag småkagerne i ovnen i 9-11 minutter.
Afkøl.
Tip: Brug en klejnespore, når du skærer småkagedejen ud i firkanter. Så får de en fin bølget kant.
Pynt:
Smelt den hvide chokolade, og dyp kakaosmåkagerne halvt deri.
Drys med knuste pebermyntestokke.