Desserter og kager

Nem tærte-opskrift: Græskartærte

Tærte-opskrift med dejlige græskar og en skøn krydret smag. Få opskriften på vores eviggode græskartærte her!
af Nichole Accettola / Foto Stine Christiansen8.10.2015

Alle der har smagt græskartærte ved, hvorfor amerikanerne elsker deres klassiske "pumpkin pie". Det skønne græskarkød bliver sødt og silkeblødt og i kombination med muskat, nelliker, ingefær og kanel får tærten en helt speciel smag, som enhver der elsker kage skal prøve. Vi har lavet en nem tærte-opskrift, så du hurtigt og hyggeligt kan bage den gode græskartærte. Har du ingen friske græskar? Prøv en tærte-opskrift med púre fra dåse her!

Tærte-opskrift: Græskartærte

Ca. 10-12 portioner

Det skal du bruge til græskartærten

Bund af filodej:
  • 100 g sukker
  • 1 spsk. stødt kanel
  • 10 lag filodej, optøet
  • 125 g smeltet smør
Tærtefyld:
  • 425 g hokkaidogræskar
  • en smule vand
  • 3 æg
  • 230 g piskefløde
  • 115 g sødmælk
  • 150 g sukker
  • ¼ tsk. fint salt
  • 1½ tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. fintrevet muskatnød
  • ½ tsk. stødt nellike
  • evt. flødeskum til servering

Udstyr:

Prøv også: 10 tærte-opskrifter til den søde tand

Sådan laver du græskartærte:

  1. Filodej: Bland sukker og kanel i en skål. Pensl et lag filodej med smeltet smør, og drys med en smule kanelsukker. Placér et nyt lag filodej ovenpå, og gentag processen, indtil du har brugt al filodejen. Placér lagene af filodej forsigtigt i en dyb tærteform, og fold den overskydende dej ind under bunden. Kanten skal være ujævn og rustik.
  2. Tærtefyld: Vask græskarret, og skær det over i to halve. Placér en metalsi i en stor gryde, og læg græskarstykkerne heri. Dæk grydens bund med et par centimeter vand, og læg låg på gryden. Damp græskarstykkerne over medium varme, til de er møre, ca. 40 minutter. Sørg for, at der konstant er vand i bunden af gryden. Lad græskarstykkerne afkøle, og mos det dampede græskarkød med en kartoffelmoser. Pisk æggene sammen i en skål, og tilsæt græskarmosen. Tilsæt de øvrige ingredienser, og bland det hele godt. Hæld blandingen i tærteformen, og bag tærten ved 210° i 15 minutter, og derefter i 40-50 minutter ved 175°, til dejen er fast i midten. Lad tærten afkøle på en bagerist i 2 timer, og servér den med letpisket flødeskum.

Sponsoreret indhold