Desserter og kager

Opskrift på en hurtig æbletærte

Lav en lækker æbletærte med yoghurt på ingen tid med den her hurtige og nemme opskrift på æbletærte.
af Kille Enna, Foto: Columbus Leth17.02.2009

Her er opskriften på æbletærte, til dig, der er kommet lidt for sent i gang med bage til gæsterne.

Prøv også: Æbletærte med mandelcreme

Opskrift på hurtig æbletærte

Antal: 1 stor, flad æbletærte

Det skal du bruge til en hurtig æbletærte:

Dej:

  • 160 g koldt smør
  • 280 g sigtet hvedemel
  • 1 tsk. flagesalt
  • 3 tsk. lyst rørsukker
  • 1 dl drænet yoghurt 10 pct.

Fyld:

  • 400 g æbler i kvarter
  • 2 spsk. hvedemel
  • 150 g lyst rørsukker
  • Kornene af ¼ vaniljestang, gem stangen til noget andet
  • 1 tsk. friskkværnet tørret ingefær
  • ½ dl friskpresset citronsaft

Drys:

  • Flormelis

Prøv også: Æbletærte med hvid chokolade

Sådan laver du en hurtig æbletærte:

  1. Fyld: Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær frugtstykkerne ud med et mandolinjern. Det er vigtigt, at de er meget tynde og ensartede. Hæld dem i en stor skål og vend forsigtigt med hvedemel, rørsukker, vanilje, ingefær og citronsaft. Lad det trække i mindst 10 min. Rør af og til.
  2. Dej: Hak smørret i små stykker og hæld alle ingredienser i en skål og ælt dem hurtigt og forsigtigt sammen til en smidig og elastisk dej. Det er vigtigt, at man ikke håndterer dejen for meget, så den bliver for varm. Alternativt kan man samle dejen i en foodprocessor.
  3. Rul dejen ud på et køkkenbord, der er drysset generøst med mel, til en cirkel på ca. 40 cm i diameter. Rul, vend og drej dejen ved hjælp af melet.
  4. Løft dejen over på en ren bageplade drysset med hvedemel. Læg fyldet (gem væsken) på midten af tærtedejen og bred det ud til siderne, men ikke længere, end at man kan lukke dejen op omkring fyldet. Hæld væsken fra frugterne henover.
  5. Bag din æbletærte i en 200° varm ovn i 10 min. Skru ned på 180° og bag videre i 25-30 min. eller indtil din æbletærte er gylden og sprød.
  6. Tjek at bunden er bagt ordentligt igennem ved at løfte forsigtigt op under den bagte æbletærte. Selv om den er gylden på toppen, kan bunden mangle et par ekstra minutter i ovnen.
  7. Drys den nybagte æbletærte med rigeligt med flormelis inden servering.
  8. Server den hurtige æbletærte sammen med en god kop te.

Flere opskrifter på desserter med æbler

Hvis du er vild med æbler eller har et stort lager, som skal bruges, så har vi samlet en masse gode opskrifter på tærter, kager og desserter med æbler. Se dem her ...

Prøv også en af disse desserter med æbler

Sponsoreret indhold