Desserter og kager

Snickerskage — Verdens nemmeste

Den her Snickerskage smager genialt, og det bedste er, at den er meget nem af lave. Få vores nemme opskrift på Snickerskage lige her…
af Maja Vase / Foto: Columbus Leth16.03.2022

Snickerskage er lige præcis så sød og så syndig, som du forestiller dig. Den består af en sprød bund, sød og saltet karamel og fyldig chokolade.

Det bedste ved Snickerskagen er kombinationen af de saltede peanuts og den søde karamel – ligesom det er det bedste ved den gode gamle Snickers-bar.

Snickerskage på under en halv time

Det mest tidskrævende ved Snickerskagen er ikke at lave den, men at vente på at de forskellige lag køler af.

Bunden er såresimpel at mikse og kræver blot en god blender. Karamelbunden kræver bare tålmodighed og en god gryde.

Og så er der ganachen, som er nem at blande, men altså skal have et par timer i køleskabet. Ser man bort fra ventetiden, så kan den her Snickerskage altså laves på under en halv time. Prøv selv!

Er Snickerskage lige dig? Prøv også hjemmelavede Bounty-ispinde

Verdens nemmeste Snickerskage

Antal: 1 snickerskage

Det skal du bruge til verdens nemmeste snickerskage:

UDSTYR:

  • Blender (Alternativt kan du komme kiks og peanuts i en pose og små dem med en kagerulle, indtil de er fintmalede)
  • Tærtebund (ca. 20 sm i diameter. Find den fx her!)

BUND:

  • 100 g saltede peanuts
  • 100 g Digestive-kiks
  • 30 g smør

KARAMEL:

  • 300 g bløde flødekarameller
  • ½ dl piskefløde
  • 1 knivspids salt
  • 50 g saltede peanuts

MÆLKECHOKOLADEGANACHE:

  • 200 g mælkechokolade
  • 1 dl piskefløde

PYNT:

  • mælkechokoladespåner
  • saltede peanuts
  • flagesalt

Prøv også: Romkugler uden sukker

Sådan laver du verdens nemmeste snickerskage:

  1. Bund: Blend peanuts til groft nøddemel i en blender, og hæld det i en skål. Blend kiks til krummer, og bland dem med nøddemelet. Smelt smørret, og rør det i nødde-kikse-blandingen. Fordel massen i den runde tærteform, og tryk den godt sammen med fingrene. Sæt bunden på køl, mens du laver fyldet.
  2. Karamel: Varm forsigtigt karameller og fløde i en tykbundet gryde, indtil karamellerne er smeltet, og massen er ensartet. Tilsæt salt. Fordel karamelmassen oven på kiksebunden, og drys peanuts ud over. Sæt tærten tilbage på køl.
  3. Mælkechokoladeganache: Hak chokoladen groft, og hæld den i en skål. Bring langsomt piskefløde i kog, og hæld den over chokoladen. Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade. Fordel ganachen oven på karamellaget, og lad den sætte sig i køleskabet i 2 timer eller mere.
  4. Servering: Pynt med chokoladespåner, peanuts og flagesalt.

Prøv også: Verdens bedste cookies med chokolade

Sponsoreret indhold