Oscar Umahro blander koldt og rent vand fra hanen med krydderier, frugt og urter. Her er ikke tale om at lave urtete, men om at lade det iskolde vand tage smag af friske og tørrede planter og frugter. Alt efter smagstilsætningen er vandet klar efter 10 min. til 1 time, og det holder sig let i køleskabet i en dags tid. »Bruger man citrus, giver det lynhurtigt smag til vandet og endda lidt farve. Er det tørre krydderier som vanilje, kardemomme eller lakrids, skal det stå ca. en time, før drikken er klar. Og husk at man kan fylde på mindst 2-3 gange og stadig få en god smag ud af det,« siger Oscar Umahro og fortæller: »Mange af smagsstofferne har også en gavnlig effekt rent fysiologisk. Appelsinolien, som er i skallen, og som er det, der giver farve og smag, har også en beroligende effekt på en irriteret mave. Og lakridsroden bruger man mange steder i verden mod milde inflammationer. Endelig er vand med smag med til at forberede fordøjelsessystemet på, at nu skal vi spise. Det gælder især de bitre og syrlige eller parfumerede smage som lemon og citrus.« Med de rene smage af krydderier og frugt undgår man helt tilsat farve og kunstige smagsstoffer.
SÅDAN GØR DU
Skaf en karafel med stor munding og et godt tætsluttende hældelåg.
Brug friskt, koldt vand fra hanen.
Brug ubehandlede citrusfrugter og ubehandlede krydderier.
Skræl citrusfrugterne så tyndt som muligt - gerne med en tyndskræller.
Frisk citrus er klar til at drikke efter 5-10 min.
Lakrids, vanilje og andre tørrede krydderier skal gerne stå i op til 1 time.
Sæt vandet i køleskabet. Det holder sig op til 1 døgn med smagstilsætningen.
Vælg krydderier der passer til maden: F.eks. salvie eller timian til middelhavskøkkenet, citrus til en god fiskeret eller vaniljesmag til desserten.
Kalvemørbrad med tunsauce - en italiensk klassiker
Pighvar med lakridsrod