Husker du kageklassikeren bedstefars skæg? Her får den seje marengs selskab af svampet marcipantærte og en frisk og syrlig æble-citron-kompot. Et match made in heaven!
af Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Stine Christiansen19.02.2023
Ingredienser
200 g hvedemel
75 g flormelis
50 g mandelmel
175 g smør
1 æggeblomme
Tørrede bønner eller kikærter til blindbagning
Marcipancreme
100 g smør
100 g sukker
150 g marcipan
1 æggeblomme
1 æg
2 spsk. hvedemel
1 stor tærteform, ca. 25 cm i diameter
Æble-citron-kompot
2 store æbler
50 g sukker
1 usprøjtet citron
Marengs
2 æggehvider
100 g sukker
½ tsk. citronsaft
1 sprøjtepose med tylle
1 creme brulé-gasbrænder
Marcipantærte a la bedstefars skæg
Bland mel, flormelis og mandelmel i en skål. Smuldr smørret i melblandingen med fingrene, og saml dejen med æggeblomme uden at ælte for meget. Lad dejen hvile i 30 minutter på køl.
Tænd ovnen på 200°. Rul dejen ud med en kagerulle, og læg den i en smurt tærteform.
Læg et stykke bagepapir oven på dejen, og læg tørrede bønner eller kikærter rundt langs kanten, så tærtekanten holdes på plads, mens den bages.
Forbag tærtebunden i ovnen i 12 minutter.
Marcipancreme
Riv marcipanen. Rør smør, sukker og marcipan sammen i en skål til en blød og cremet masse.
Tilsæt æg og æggeblomme, og pisk et par minutter.
Rør hvedemel i, og fordel cremen i den forbagte tærtebund.
Bag tærten i ovnen i ca. 15 minutter. Afkøl.
Æble-citron-kompot
Skræl æbler, og skær dem i små tern. Læg dem i en gryde sammen med sukker.
Skyl citronen, og riv skallen fint ned i gryden.
Bring æbletern og citronskal langsomt i kog, og lad det simre ved svag varme, til æblerne er godt møre.
Marengs
Pisk æggehvider næsten helt stive i en skål med en elpisker.
Tilsæt 4 spsk. sukker og citronsaft. Pisk det sammen, til æggehviderne er helt stive.
Vend resten af sukkeret i, og fyld marengsen i sprøjteposen.
Smør æble-citron-kompotten ud på den afkølede tærte, og sprøjt små marengstoppe på.
Brænd forsigtigt marengsen med en gasbrænder, så den bliver karamelliseret og gylden. Servér straks.