Kager

Skærekage med brombær og mandel-citron-crumble

Findes der noget bedre end bær og kage i én og samme mundfuld? Lad de søde bær gemme sig i en blød dej, og top med en syrlig og knasende crumble!
Opskrift: Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Stine Christiansen.12.09.2022
8 personer

Kagedej

  • 125 g marcipan
  • ½ usprøjtet citron
  • 150 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 1 tsk. vaniljepasta
  • 3 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 aflang kageform, ca. 2 l
  • Lidt smør til formen

Brombærfyld

  • 200 g brombær
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 spsk. flormelis

Mandel-citron-crumble

  • ½ usprøjtet citron
  • 60 g mandler
  • 35 g sukker

Sådan laver du skærekage med brombær og crumble

Kagedej

  1. Tænd ovnen på 160°.

  2. Riv marcipanen groft. Skyl og riv citronen fint. Rør citronskal og marcipan sammen med smør, sukker og vanilje-pasta i en skål.

  3. Tilsæt æggene 1 ad gangen, og rør godt imellem hvert æg.

  4. Tilsæt mel, og rør, til dejen er jævn og glat.

Brombærfyld

  1. Skyl og tør brombær, og vend dem i en blanding af mel og flormelis i en skål.

  2. Rør forsigtigt brombærrene i dejen, og fordel dejen i en smurt form.

Mandel-citron-crumble

  1. Skyl og riv citronen fint. Hak mandlerne groft. Vend mandler, citronskal og sukker i en skål.

  2. Fordel crumblen oven på kagen i formen, og bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter. Lad den afkøle på en bagerist inden servering.

Sponsoreret indhold