Prøv vores lækre opskrift på snegle med chokolade, frisk appelsinremonce og sprød kokostopping - en perfekt kombination af syrligt og sødt!
af Gitte Heidi Rasmussen.8.05.2023Foto: Columbus Leth.
14 stk
Gærdej
2 dl mælk
50 g gær
½ tsk. stødt kardemomme
½ tsk. salt
½ dl sukker
2 æg
550 g hvedemel
100 g smør
14 kageringe (8 cm i diameter)
Appelsinremonce
1 usprøjtet appelsin
150 g smør
150 g rørsukker
1 spsk. hvedemel
100 g mørk chokolade
Kokostopping
1 usprøjtet appelsin
75 g smør
125 g rørsukker
75 g kokosmel
1 spsk. flormelis
Sådan laver du snegle med appelsinremonce og kokos
Gærdej
Lun mælken i en gryde, og hæld den i en skål.
Rør gær ud i mælken, og tilsæt kardemomme, salt, sukker og æg. Rør det godt sammen.
Hæld halvdelen af melet i en anden skål. Smuldr smørret i melet, og rør det i gærblandingen. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt igennem i mindst 5 minutter, evt. på en røremaskine. Lad dejen hæve tildækket i 30 minutter.
Appelsinremonce
Skyl appelsinen, og riv skallen fint.
Rør smør, sukker, appelsinskal og mel sammen i en skål til en blød remonce.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud med en kagerulle til en stor firkant på ca. 30 x 60 cm. Smør remoncen ud på dejen, og drys med hakket chokolade.
Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær dejen i 14 lige tykke snegle, og læg hver snegl i en smurt kagering på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve i ca. 30 minutter, til de fylder formene godt ud.
Kokostopping
Tænd ovnen på 200°.
Skyl appelsinen, riv skallen fint, og pres saften.
Smelt smørret i en gryde, og tilsæt sukker og appelsinsaft. Kog appelsinblandingen op, og tag gryden af varmen.
Rør appelsinskal og kokosmel i. Fordel kokostoppingen på sneglene, og bag dem straks i ovnen i ca. 15 minutter.
Sigt lidt flormelis over sneglene, og nyd dem friskbagte og lune.