Kager

Vandbakkelser med jordbær og vaniljecreme

De luftige og florlette vandbakkelser med et stort hulrum i midten kalder nærmest på at blive fyldt op med creme og jordbær om sommeren.
af Marie Melchior.4.07.2016Foto: Betina Hastoft.

Lav en skøn creme af flødeskum og vanilje, og brug den sammen med søde jordbær i luftige vandbakkelser. Så får du en fantastisk sommerudgave af den klassiske kage, som er perfekt at sætte på kagebordet eller servere som del af en sommermenu.

20 stk

Ingredienser

  • 500 g jordbær
  • 1¼ dl mælk
  • 1¼ dl vand
  • 110 g smør
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 140 g hvedemel
  • 4 æg

Vaniljecreme

  • 2 æggeblommer, pasteuriserede
  • 3 spsk sukker
  • 2 spsk majsstivelse
  • 2½ dl mælk
  • 1 vaniljestang
  • 1½ dl piskefløde

Sådan laver du vandbakkelser

  1. Tænd ovnen på 250º. Kog mælk, vand, smør, sukker og salt sammen i en lille gryde.
  2. Tag gryden af varmen, og rør alt melet i på en gang. Rør kraftigt, til dejen samler sig som en glat kugle. Lad dejen køle af, til den er lun, og rør derefter æggene i dejen 1 ad gangen.
  3. Sæt dejen i ca. 20 små kugler på en bageplade med bagepapir, og sæt pladen i ovnen.
  4. Sænk straks ovntemperaturen til 160º, og bag vandbakkelserne i ovnen i 20-25 minutter, til de er flot gyldne og ikke falder sammen – tjek det ved at tage en enkelt kage ud af ovnen og se, om den falder sammen.

TIP: Det er en god idé at bage vandbakkelserne, så snart de er sat på bagepladen, og mens dejen stadig er lun. Du må ikke åbne ovndøren under bagningen, da kagerne så risikerer at falde sammen.

Vaniljecreme

  1. Pisk æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen med et piskeris i en stor skål.
  2. Kog mælken op i en gryde, og hæld den i æggemassen i en tynd stråle, mens du pisker. Hæld det hele tilbage i gryden.
  3. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og rør dem i cremen. Læg også den tomme vaniljestang i gryden, og varm cremen op til lige under kogepunktet under konstant omrøring, så den ikke brænder på.Tag gryden fra varmen, når cremen tykner let. Afkøl, og rør af og til.
  4. Pisk fløden til skum, og vend den sammen med den afkølede vaniljecreme.
  5. Skyl og nip jordbærrene, og skær dem i skiver.
  6. Flæk vandbakkelserne, og læg dem sammen med vaniljecreme og jordbærskiver.

Sponsoreret indhold