Konfekt

Julens bedste marcipanbrød

Marcipanbrød er en sikker vinder, når det kommer til julekonfekt. Denne version er tilmed lavet på ekstra delevenlig vis, så alle let og hyggeligt kan få en bid af kagen!
af Pia Buusmann25.11.2015Foto: Jes Buusmann

I de kolde måneder er det hyggeligt at lave konfekt i den lune stue, mens vind og vejr suser udenfor. I stedet for at lave mange små marcipanbrød, kan man også lave ét stort! På den måde kan man lægge al sin kærlighed i ét stort lækkert stykke konfekt, i stedet for at bakse med mange små individuelle stykker. Du og dine gæster kan ved servering skære brødet ud i passende bidder, i takt med at lækkersulten melder sig i løbet af fx julemiddagen eller -frokosten.

Er du vild med marcipanbrød? Så vil du sikkert også kunne lide vores lækre hjemmelavede snebolde med orangesmag!

Julens bedste marcipanbrød

1 stort brød:

Det skal du bruge til marcipanbrød:

  • 85 g tørrede abrikoser
  • 50 g figner
  • 60 g svesker
  • 1½ tsk. kanel
  • Lidt revet muskatnød
  • 1 spsk. honning
  • 1 appelsin
  • 150 g marcipan
  • 1 dl piskefløde
  • 150 g lys chokolade, gerne chokoladeknapper
Pynt:
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 1 usprøjet citron
  • 10 pistacienødder

Læs også: Marcipanbordkort til julebordet!

Sådan laver du julens bedste marcipanbrød:

  1. Hak abrikoser, figner og svesker groft. Kom dem i en gryde sammen med kanel, muskatnød og honning. Pres saften af appelsinen ned i gryden. Lad det simre i ca. 10 minutter, til de tørrede frugter er møre. Tag gryden af blusset, og lad mosen afkøle.
  2. Rul med en kagerulle marcipanen ud til en firkantet flade på ca. 22 x 18 cm. Fordel den kolde mos hen over marcipanen, og tril den til en stram pølse. Pak den ind i bagepapir, og læg den i køleskabet.
  3. Hæld fløden i en gryde, og bring den i kog under omrøring. Tag gryden af blusset, og tilsæt chokoladen. Rør i fløden, til chokoladen er opløst. Kom chokolademassen i køleskabet i ca. 4 timer, til den har sat sig.
  4. Tag marcipanbrød og chokolademasse ud af køleskabet. Riv skallen af appelsinen og citronen fint, og hak pistacienødderne fint.
  5. Rør i chokoladen, og fordel den hen over marcipanbrødet med en kniv eller paletkniv. Drys toppen med revet appelsin- og citronskal samt hakkede pistacienødder.
TIP:

Sponsoreret indhold