Grønt

Bagt græskar med chili-korianderyoghurt

Lav bagt græskar med chili-korianderyoghurt som fristende forret eller som tilbehør til hovedretten.
af Gitte Heidi Rasmussen.24.11.2019Foto: Betina Hastoft.

Når en tung hovedret og dessert venter, kan det være kærkomment at lade forretten være 100 % vegetarisk - så lægger den sig knap så bastant i maven. Når hokkaido og butternutsquash er i sæson, er det samtidig en frisk og billig måde at servere lidt nordisk gourmet.

Her giver vi dig opskriften på en mulig forret med græskar, som også kan serveres som tilbehør til hovedretten.

4 personer

Ingredienser

  • 600 g skrællet græskar - fx butternutsquash eller hokkaido
  • ½ tsk. stødt kanel
  • 1 spsk olivenolie
  • 150 g græsk yoghurt
  • 1 fed hvidløg
  • 1 rød chili, gerne uden kerner
  • 1 bdt. frisk koriander
  • Salt og peber
  • 1 spsk. græskarkerner

Sådan laver du bagt græskar med chili-korianderyoghurt

  1. Skær græskarret ud i grove stykker, og bred dem ud på en bradepande. Krydr med kanel, salt og peber og dryp godt med olivenolie.
  2. Bag dem møre og gyldne i ca. 20 min. Ved 200 grader.
  3. Rør yoghurt sammen med knust hvidløg, finthakket chili og hakket koriander – gem dog lidt til pynt. Smag til med salt og peber.
  4. Fordel dressingen over de bagte græskar, drys med kerner og koriander, og servér straks som en lækker vegetarisk forret eller som tilbehør til hovedretten.

Sponsoreret indhold