Grønt

OPSKRIFT | Salat af radicchio, courgette, blomster og sennepsdressing

Blomsterne fra courgetterne smager ikke af ret meget, men de giver denne salat et flot og eksotisk pift, så tag dem endelig med, hvis du altså kan finde courgetter, hvor blomsterne ikke er taget af.
af Mikkel Karstad 8.09.2016
Salat med radicchio

Salat af radicchio, courgette, blomster og sennepsdressing

4 personer

INGREDIENSER:

  • 2 radicchio (gerne de lidt små og aflange, hvis det er de lidt større runde, er 1 nok)
  • 4 små courgetter med blomst (hvis du ikke kan skaffe dem, er en almindelig courgette god nok)
  • 1 salatløg
  • 2 spsk. Dijonsennep
  • 1 spsk. akaciehonning
  • ½ dl æbleeddike
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 dl olivenolie

FREMGANGSMÅDE:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Del radicchio ud i grove stykker, skyl dem i koldt vand, og dryp dem grundigt af. Nip blomsterne af courgetterne, skyl dem forsigtigt, så de ikke falder sammen, og dryp af, og del blomsterne ud i mindre stykker.

Skyl de små courgetter i vand, og snit dem helt fint i skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Pil salatløget, skær det over i to halve, og herefter i helt tynde skiver. Hæld raddichio, courgette, blomster og løg over i en skål.

Rør sennep, honning, eddike, salt og peber sammen, og hæld derefter olien i lidt ad gangen, så du får en tyk og homogen dressing. Hæld dressingen over salaten, og vend det hele godt rundt.

Servér salaten straks, så den holder sin friskhed og sprødhed, og spis den som en selvstændig frokostsalat eller som tilbehør til grillet kød, fisk eller fjerkræ.

LÆS OGSÅ: OPSKRIFT | Salat med linser, syltede skalotteløg og berbèrecroutoner