Få opskriften på en skøn, rustik tærte med fin balance mellem det søde og det syrlige.
af Marie Melchior og Helle Brønnum Carlsen.29.05.2013Foto: Betina Hastoft og Wichmann + Bendtsen Photography.
6 personer
Ingredienser
150 g smør
300 g hvedemel
1 knivspids salt
70 g sukker
1 æg
250 g hindbær
250 g solbær
Ca. 2 spsk flormelis
Til servering
Cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis
Sådan laver du tærte med hindbær og solbær
Rør smør og hvedemel sammen i en foodprocessor. Tilsæt salt, sukker og æg, og rør dejen hurtigt sammen. Lad dejen hvile tildækket 1 time i køleskabet.
Tænd ovnen på 220º. Rul dejen ud til en firkant, der er ca. 2 cm tyk. Læg dejen over på en bageplade med bagepapir, og prik huller i den med en gaffel.
Fordel hindbær og solbær oven på dejen, og drys med flormelis.
Bag din tærte i ovnen i 5 minutter ved 220º, skru så varmen ned til 180º, og bag tærten i yderligere 20-25 minutter.
Lad den færdigbagte tærte afkøle på en bagerist, og server med cremefraiche, letpisket flødeskum eller en kugle vaniljeis.
TIP: Du kan også bage din tærte med andre bær, fx stikkelsbær og jordbær. Drys evt. med lidt ekstra flormelis, hvis du holder af meget søde bær. Skal det gå hurtigt, kan du købe en færdig tærtedej.