Selvom der er valnøddetræer i det meste af Danmark, er det ikke et træ, man ofte ser. De almindelige valnøddetræer, Juglans regia, gror primært i parker og gamle landbohaver, hvilket selvfølgelig hænger sammen med deres størrelse. Et 40-50 år gammelt valnøddetræ er ca. 20-25 m højt og har en levetid på over 100 år eller mere under gunstige groforhold. Det er derfor ikke altid træet for den lille villahave.
Men selvom et valnøddetræ ikke er sådan at danse med, kan du sagtens plante et i haven, hvis den er stor. Det skal have sol, læ og en næringsrig, let fugtig jord.
TIP: Brug helst ikke en opbindingspæl, da den hindrer træet i at udvikle en stærk stamme. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, så brug en lav pæl, som kun lige holder den nederste del af stammen.
Forvent, at der går mellem fire og 10 år, før dit valnøddetræ bærer frugt, og glæd dig imens over dets udseende. Valnøddetræet er løvfældende med det smukkeste uligefinnede løv. Midt på sommeren står det i den mest elegante blågrønne farve og lyser op med klaser af limegrønne, umodne valnødder.
Hvis du er så heldig allerede at have et valnøddetræ, får du her et par tip med på vejen til at passe det.
Der findes sorter, som bærer allerede efter et par år, så du kan godt vælge en af disse og så begynde at beskære træet, når det har nået den størrelse, du ønsker. Her er det vigtigt at beskære lidt hvert år, så det altid kun er små tynde grene, der klippes af. Husk, at beskæringen skal foregå i perioden juli-september, hvor træet har overskud af energi til at lukke sårene inden vinteren.
Sidst på sommeren og først på efteråret bliver bladene gulgrønne, og fra midt september til begyndelsen af oktober begynder høsten af valnødder. Man plukker ikke valnødder, men samler dem op fra jorden, da de først er fuldt modne, når de selv slipper træet.
Husk altid at bruge gummihandsker, når valnødderne skal samles. Sommetider sidder lidt af den grønne skal tilbage på nødderne, og da den indeholder tannin (garvesyre) og smitter af i en sådan grad, at det er umuligt at vaske hænderne rene, er handsker uundværlige.
Vidste du, at… valnødder faktisk slet ikke er nødder? De er derimod stenfrugter ligesom ferskner, kirsebær, blommer og mandler.