Denne uges havetjekliste er fyldt med afgrøder — der skal klippes, nippes, høstes, gødes og sås igen — sommeren viser sig fra sin bedste side.
Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.
Tjeklisten:
Får kartoflerne lov til at visne ned af sig selv, kan de blive mere melede. Ved at fjerne toppene nu sikrer du dig imod dette, samtidig med at du undgår, at eventuel kartoffelskimmel breder sig ned til knoldene. Klip ikke toppene af, men stil dig med et ben på hver side af planten og træk dem af med håndkraft, så hele stænglen fjernes.
Efterhånden som du høster i køkkenhaven, kan du så eller plante nyt, fx spinat, salat, radiser, gulerødder og ærter. Dæk med kompost mellem rækkerne i køkkenhaven, så planterne har noget at leve af, og ukrudt holdes væk.
Er salatbedet ved at løbe løbsk, kan du bremse nogle af salathovedernes vækst ved at grave dem op og plante dem igen et andet sted. Salaten vil bruge al sin energi på at etablere sig det nye sted frem for at vokse sig større, så der går længere tid, inden den er uspiseligt stor.
TIP: Husk at sommertrimme kanterne på græsplænen med en skarp spade. Det er lettest efter et regnskyl, hvor jorden er våd.
For at få de bedste vindruer, skal du beskære planten, når den begynder at sætte små drueklaser. Ellers sætter den for lange ranker med for mange klaser af for dårlig kvalitet.