Kager

Festlig chokoladetærte med karamel

Den her chokoladetærte er hoppet i festklæder med karameltoppe, guldstøv og stjerner af mørdej - og så smager den magisk. Den ultimative nytårsdessert!
af Ditte Julie Jensen og Annemette Voss27.12.2016Foto: Carina Krüger.
10 personer

Karamel

  • 1 dåse kondenseret mælk

Kakaomørdej

  • 125 g blødt smør
  • 220 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • 30 g kakao
  • Et nip fint salt
  • 1 æg, str. M

Chokoladeflan med blommer

  • 4 æg, str. M
  • 85 g lyst rørsukker
  • 100 g smør
  • 150 g god mørk chokolade 70%
  • 3 modne, faste blommer (f.eks. ”plumsweet”) eller anden frugt/bær

Chokoladelåg

  • 150 g god mørk chokolade
  • 1½ dl piskefløde
  • 1 spsk. glukosesirup

Pynt

  • Karamel
  • Mørdejsstjerner
  • Friske blommer
  • Guldstøv

En cremet chokoladetærte er et velsmagende førstevalg, når det gælder dessertbordet til nytår. Denne flotte tærte med chokolade er fint pyntet med karameltoppe, blommer, mørdejsstjerner og guldstøv. Du kan sagtens lave den i god tid, så du undgår at komme i tidsnød nytårsaften!

Se vores trin for trin for en perfekt kransekage

SÅDAN LAVER DU EN FESTLIG CHOKOLADETÆRTE MED KARAMEL:

Karamel:
  1. Dåsen skal ikke åbnes før efter kogning.
  2. Fjern etiketten og kom dåsen i en gryde med vand og kog den kondenserede mælk i 3½ time. Sørg for, at dåsen hele tiden er dækket af vand.
  3. Lad karamellen køle af i dåsen og åbn den først, når den er kold.

Kakaomørdej:

  1. Bland det bløde smør med hvedemel, flormelis, kakao og salt, til det ligner brødkrummer. Saml dejen med ægget. Stop med at ælte dejen, så snart den er ensartet. Dæk dejen til med husholdningsfilm, tryk den lidt flad og læg den på køl i ½ time.
  2. Ælt dejen kort igennem og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Sørg for hele tiden at flytte lidt på tærtedejen under udrulningen, for at undgå at den sætter sig fast på bordet.
  3. Beklæd en tærteform med mørdejen og tryk den godt fast langs kanten. Afslut kanten pænt ved at trykke overskydende dej af.
  4. Gem den overskydende dej – den kan du bruge til små stjerner, som du laver med stjerneudstikkere.

Chokoladeflan med blommer:

  1. Pisk æg og rørsukker hvidt og luftigt. Smelt smør sammen med chokoladen i en tykbundet gryde ved lav varme til en jævn masse. Vend forsigtigt chokoladesmørret i æggesnapsen.
  2. Rens blommerne, skær dem i både og dup dem tørre med køkkenrulle. Fyld tærtebunden med halvdelen af chokoladeflanen, læg blommerne i og tryk dem let ned. Fordel resten af flanen hen over blommerne.
  3. Bag tærten ved 190º varmluft i ca. 30 min., til chokoladeflanen har sat sig og føles fast i det. Lad tærten køle helt af, inden den befries fra formen og placeres på et fad.
  4. Vær opmærksom på, at tærten vil falde lidt sammen, når den køler af – det er helt efter bogen.

Chokoladelåg:

  1. Hak chokoladen groft og kom den i en dyb skål. Varm fløde og glukosesirup op til lige under kogepunktet og hæld den over den hakkede chokolade, vent et minuts tid og rør forsigtigt chokoladen blank med en dejskraber i små cirkulære bevægelser i bunden af skålen.
  2. Fordel chokoladelåget over kagens top i et jævnt lag. Lad det sætte sig ved stuetemperatur i en times tid.
  3. Dekorér tærten med små toppe af karamel, friske blommer, stjerner af mørdej og lidt guldstøv.

Mere inspiration til nytår: Sådan planlægger du en god nytårsaften

Sponsoreret indhold