Kager

Chokoladebrownie med saltkaramel

Sprød udenpå og lækker blød indeni - sådan skal den perfekte brownie være. Og den bliver bestemt ikke værre af, at der kommer flydende saltkaramel og ristede pekannødder på toppen. Tværtimod! Få opskriften her.
Af Emma Martiny18.01.2018Foto: Nina Malling.
15 personer

Brownie

  • 200 g smør
  • 200 g mørk chokolade 70 %
  • 100 g hvedemel
  • 3 æg
  • 250 g sukker
  • ½ tsk. salt
  • 1 bageform, ca. 20 x 30 cm

Saltkaramel

  • 50 g smør
  • 75 g ahornsirup
  • Korn af ½ vaniljestang

Pynt

  • 50 g pekannødder
  • 1 tsk. flagesalt

Det behøver ikke at tage lang tid at trylle lækkerier frem i køkkenet. Denne skønne chokoladebrownie med saltkaramel og pekannødder er klar på under en time og kan hurtigt blive en hyppig følgesvend til eftermiddagskaffen, når først du har smagt den første lækre bid.

Se også: 4 retter du kan lave i din æbleskivepande

chokoladebrownie med saltkaramel - Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 175°.
  2. Smelt forsigtigt smør og chokolade i en gryde.
  3. Brug en elpisker og pisk mel, æg, sukker og salt sammen i en skål til en luftig masse.
  4. Vend chokoladeblandingen i æggemassen.
  5. Beklæd formen med bagepapir, og hæld dejen i.
  6. Bag kagen i ovnen i ca. 25 minutter.

SALTKARAMEL

  1. Smelt smør, sirup og vaniljekorn i en kasserolle.
  2. Lad det koge til cremet karamel ved svag varme i ca. 5 minutter.

SERVERING

  1. Rist pekannødder let på en tør pande, og hak dem groft.
  2. Dryp karamellen over de kolde browniestykker, og drys med flagesalt og pekannødder.

TIP: En brownie bliver som regel ekstra god af en nat på køl, før du skærer den ud – men mums, hvor kan det være svært at vente så længe!

Læs også: Æblesnitter med et tvist

Sponsoreret indhold