Kager

Den flotteste græskartærte

De smukke orange græskar kan meget mere end at agere udsmykning ude og inde. Afslut de hyggelige efterårssysler i haven med et lunt stykke græskartærte. Få opskriften her!
af Inge Skovdal/skovdal.dk.26.10.2015

Duften og ikke mindst smagen af nybagt kage kan bringe smilet frem på de flestes læber, og det er ingen undtagelse, når denne græskartærte kommer på bordet. Smagen er helt speciel, og så har tærten et smukt farvefint snit takket være græskarfyldet!

Tærtedej

  • 75 g mandler
  • 200 g hvedemel
  • 50 g rørsukker
  • 125 g smør
  • 1 æg

Fyld

  • ½ græskar med skal, men uden kerner, ca. 500 g
  • 100 g rørsukker
  • 2 æg
  • 50 g blødt smør
  • 2 tsk. mandelessens
  • 75 g mandelflager
  • Bagespray eller smør til formen

Tilbehør

  • Vaniljeis eller cremefraiche

Sådan laver du græskartærte

  1. Hæld mandlerne i en blender, og blend dem til mel.
  2. Bland mandelmel og hvedemel med sukker.
  3. Skær smørret i tern, og smuldr det i melet.
  4. Saml dejen med æg, og læg den i køleskabet i ca. 30 minutter.
  5. Skær græskaret i mindre stykker, og bag dem i ovnen i 30 minutter ved 180°. Skrab kødet af, og mos det let.
  6. Pisk sukker skummende med æg, og tilsæt smør.
  7. Tilsæt mandelessens, mandelflager og græskar.
  8. Rul dejen ud på et meldrysset bord − gem 1⁄3 af dejen til låg.
  9. Spray eller smør en tærteform med en diameter på 27 cm med bagespray eller smør, og læg den udrullede dej i formen.
  10. Rul resten af dejen ud, og skær den i lange strimler.
  11. Hæld fyldet i tærteformen, og læg et net over tærten af den sidste dej. Bag tærten i ovnen i ca. 50 minutter ved 200°. Lad tærten afkøle helt på en rist, og servér med vaniljeis eller cremefraiche til.

Sponsoreret indhold