De lækreste små minitærter med revet parmesan, krydderurter og gulerødder. Perfekte som en del af frokostbordet eller madpakken.
af Inge Skovdal12.02.2021Foto: Skovdal.dk
24 personer
Tærtedej
200 g koldt smør
275 g hvedemel
1 tsk. salt
1 æggeblomme
Fyld
2 æg
1 dl letmælk
1 dl groftrevet parmesan
1 dl blandede hakkede krydderurter
1 dl revet gulerod
Bagespray
Små frokostbidder er geniale til en hyggelig og uformel frokost med familie og venner. Tærterne er også rigtig gode at putte i madpakken eller picnickurven, hvis frokosten skal spises i det grønne. Hvis du savner kød i tærterne, kan du tilsætte parmaskinke eller chorizo skåret i mindre stykker. Synes du, at 24 tærter er for meget, kan du halvere opskriften. Prøv også: Grøntsagstærte med rygeostecreme
Sådan laver du minitærter
Tærtedej:
Skær smørret i tern. Bland mel, smør og salt, og saml dejen med æggeblommen. Stil dejen i køleskabet i ca. 30 minutter.
Fyld:
Pisk æg og mælk sammen, og bland det med parmesan, krydderurter og revet gulerod. Spray 24 små tærte- eller muffinforme med bagespray. Det er lettest at bruge silikoneforme.
Del dejen i 24 stykker, og tryk dem ud i formene. Fordel æggemassen i formene. Bag tærterne i varmluftovn i ca. 15 minutter ved 210°. Lad tærterne afkøle på en rist, og servér dem afkølede.