Her får du en simpel cookieopskrift, der er god til at udbygge, forsimple og eksperimentere med. Der bruges teblade, til at give en snert af noget mere, og alene med teen er der rig mulighed for at give dine cookies forskellig karakter hver gang du laver dem. Forestil dig en krydret aroma fra Chai-te, eller en svag duft af earl gray, og hvis fantasien nu får lov, så lyder cookies med pebermyntete ikke værst.
Når du har en god grundopskrift på brød eller cookies, er det nemt at tilsætte alverdens rester fra køkkenskabene. Du skal bare passe på, at dejen ikke bliver for tør. Især hvis du bruger fiberrige ingredienser som havregryn og klid. Husk også, at nogle kerner skal udblødes i vand, inden du kommer dem i dejen, så du ikke knækker tænderne på dem. Det gælder fx rug- og hvedekerner. Og ellers er der frit slag i bolledejen!