Småkager & Cookies

Hjerteformede kakaosmåkager med hvid chokoladeganache

Fyld kakaosmåkager formet som små hjerter i kagedåsen. Så er der lidt ekstra julekærlighed, til den næste der tjekker, om der stadig er småkager på lager.
af Camilla Biesbjerg Markussen11.11.2022Foto: Columbus Leth
15 stk

Ingredienser

  • 180 g hvedemel
  • 40 g flormelis
  • 3 spsk. rent kakaopulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 knsp. salt
  • 125 g smør
  • 3 spsk. koldt vand
  • 1 stor hjerteformet kageudstikker, 5 cm
  • 1 lille hjerteformet kageudstikker, 2 cm

Hvid chokoladeganache

  • 100 g hvid chokolade
  • 0,6 dl piskefløde
  • 10 g glukosesirup
  • 1 knsp. salt

Kakaosmåkager med hvid chokoladeganache

  1. Bland mel, flormelis, kakao, vaniljesukker og salt sammen i en skål. Skær smørret i små tern, og smuldr det i melblandingen med fingrene, til konsistensen er grynet.
  2. Saml dejen med koldt vand, til den er jævn og glat. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
  3. Tænd ovnen på 175°. Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en tykkelse på ca. 3 mm.
  4. Stik dejen ud i 30 hjerter med den store kageudstikker, og udstik et lille hjerte i halvdelen af dejhjerterne med den lille kageudstikker. Fordel småkagerne på 2 bageplader med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 12 minutter pr. bageplade, til småkagerne er let gyldne. Afkøl dem på en bagerist.

Hvid chokoladeganache

  1. Hak chokoladen fint, og smelt den i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen.
  2. Varm fløde og glukosesirup op til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen i skålen. Rør med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til cremen er blank og ensartet. Smag til med en smule salt.
  3. Lad ganachen sætte sig på køl i ca. 2 timer, til den har en smørbar konsistens. Læg småkagerne sammen 2 og 2 med en lille skefuld hvid chokoladeganache imellem.
  4. Opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet indtil servering.

Sponsoreret indhold