Få mundvandet til at løbe og lav en himmelsk mandelkage med sød og syrlig rabarberkompot og en lækker, luftig makronmarengs på toppen!
af Gitte Heidi Rasmussen.9.05.2023Foto: Columbus Leth.
Forkæl dine smagsløg med denne lækre mandelkage med rabarberkompot og makronmarengs - en perfekt kombination af blødt, sødt, sprødt og friskt, der vil gøre denne kage til en favorit hos alle, der er så heldige at smage den!
16 stk
Ingredienser
250 g sukker
250 g smør
4 æggeblommer
2 æg
1 spsk. mandelessens
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 dl mælk
1 bradepande, ca. 22 x 30 cm
Rabarberkompot
300 g rabarber
1 spsk. vand
125 g sukker
½ vaniljestang
Makronmarengs
4 æggehvider
300 g flormelis
6 makroner
1 tsk. mandelessens
75 g mandelflager
Mandelkage med rabarberkompot
Tænd ovnen på 200° (eller 180° varmluft).
Rør sukker og smør sammen i en skål med en elpisker, til det får en cremet konsistens.
Pisk æggeblommer og æg i, 1 ad gangen, og pisk mindst 2 minutter for hvert æg. Rør mandelessens i.
Sigt mel og bagepulver i æggemassen, og rør mælken i.
Fordel dejen i en smurt og meldrysset bradepande, og bag kagen i ovnen i 20 minutter.
Rabarberkompot
Rens rabarber, og skær dem i små stykker. Læg dem i en gryde sammen med vand, sukker og en flækket vaniljestang. Bring det langsomt i kog, og lad det simre i 6-8 minutter, til det får en jævn konsistens.
Lad rabarber-kompotten afkøle, og fjern vaniljestangen.
Makronmarengs
Pisk æggehvider stive i en skål med en elpisker. Sigt flormelis i, og pisk det til en sej marengsmasse.
Knus makronerne, og vend dem i marengsen sammen med mandelessens og ⅔ af mandelflagerne. Smag til.
Smør rabarberkompotten på kagen, og fordel marengsen henover med en dejskraber.
Drys med resten af mandelflagerne, og bag kagen i ovnen i yderligere 12-14 minutter. Mærk efter med et træspyd eller strikkepind, om kagen er færdigbagt.