Desserter og kager

Crème brûlée med lakrids og hindbær

Lakrids er det nye sort og kan bruges i næsten alt. Her får du en supernem opskrift på crème brûlée med lakrids og hindbær. Det tager tid, men det er det værd.
af Dorthe Plechinger, Foto: Flemming Lyng, Knud Vedel, Dorthe Plechinger og Lars Ranek1.06.2012

6 personer

2½ dl mælk
2½ dl piskefløde
60 g sukker
½ spsk pulver af lakrids
salt efter smag
4 æggeblommer
friske hindbær
sukker

Dag 1: Kog mælk, fløde og sukker op. Drys lakridspulver og salt i. Lad blandingen afkøle til ca. 50°. Rør æggeblommer i, og lad blandingen stå natten over.

Dag 2: Hæld blandingen op i ovnfaste forme, og sæt dem i en dyb ovnplade. Hæld ca. 1 cm vand i bunden af pladen, og dæk formene omhyggeligt til, så de bliver helt tætte. Bag dem på nederste rille ved 100° i en time - eller til crème brûléen er stivnet. Tag dem ud, og lad dem køle af. Drys sukker på, og brænd overfladen med en crème brûlée-brænder. Server med friske hindbær rørt med lidt sukker.

Opskriften på crème brûlée med lakrids er fra Martin Jörgensen fra den svenske Lakritsfabrikken.se, hvis produkter nu også forhandles i Danmark.

Sponsoreret indhold