Polenta er egentlig bare majsmel og standardspise i Italien, men polentagrød er ikke så populært tilbehør til aftensmaden herhjemme. Det skyldes nok primært, at den klassiske polenta skal koge i 45 min. og kan være lidt svær at få klumpfri ved første forsøg. Heldigvis findes der en meget nemmere udgave af polenta til de travle hverdage, hvor man ikke kan stå og røre i en gryde. Den hedder instant-polenta eller minut-polenta. Den er forkogt, og det betyder, at den er klar på få minutter. Vi har lavet den her skønne ret med instant-polenta, og derfor kan du hurtigt have retten klar på aftensbordet. Hvis du, ligesom os, forelsker dig i polentaens cremede smag, så kan du senere lave den ægte italienske udgave med masser rørearbejde. Her er en opskrift på den gammeldags polenta!