Kød og fjerkræ

Sådan laver du den bedste rødvinssovs

Her får du opskriften på den perfekte rødvinssovs. Gør den ekstra smagfuld med hjemmelavet kalvefond!
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann27.12.2017

Kombinationen af rødvin og sovs må siges at være ganske genial. Vil du gøre lidt ekstra ud af din brune sovs, så er rødvinssovs et rigtigt godt bud.

Den her rødvinssovs indeholder hjemmelavet kalvefond, hvilket gør en stor forskel i forhold til smagen. Det er vigtigt at lade den brune kalvefond koge et par timer, så al smagen af de kraftige kalveben bliver trukket ud. Tilsæt eventuelt lidt vand, så fonden ikke reduceres for meget.

4 personer

Ingredienser

  • 50 g marv (renset vægt)
  • 3 skalotteløg
  • 30 g koldt smør
  • ½ dl rødvinseddike
  • ½ dl portvin
  • 3 dl rødvin
  • 1 liter kalvefond

Brun kalvefond

  • 5 kg kalveben – gerne blandet skank og nøgleben
  • 3 gulerødder
  • 3 løg
  • 2 hele hvidløg
  • ½ bundt timian
  • 15 hele sorte peberkorn
  • 5 laurbærblade

Sådan laver du rødvinssovs med marv og portvin

Kalvefond

  1. Varm ovnen op til 200°. Kom ben op i en bradepande, sæt den i ovnen, og brun benene i 7-8 minutter.
  2. Klargør grøntsagerne, og skær dem ud i grove stykker. Kom dem op i bradepanden, og lad dem brune med i yderligere 7-8 minutter, så ben og grøntsager får en gylden og let branket overflade.
  3. Kom ben og grøntsager op i en stor gryde, og tilsæt skyllet timian, peberkorn og laurbær. Kom koldt vand på, så det dækker, og bring det i kog.
  4. Skum urenheder og det hvide skum på toppen af, mens gryden kommer i kog.
  5. Tilsæt en lille smule salt, når vandet koger, for at løsne de sidste urenheder. Afskum igen. Lad fonden koge i 3-4 timer, husk at skumme fedt af undervejs.
  6. Sigt fonden igennem en sigte. Kog den ind til sovs.

TIP: Pas på med at tilsætte for meget salt, da du kan risikere, at fonden bliver for salt, når den skal reduceres til sovs.

Rødvinssovs

  1. Læg marv i koldt vand i 15-20 minutter.
  2. Pil skalotteløg, og hak dem helt fint.
  3. Kom 20 g smør op i en gryde, og sæt den på blusset. Tilsæt de hakkede skalotteløg, og lad dem sautere i 1-2 minutter, indtil de er glasklare dog uden at tage farve.
  4. Tilsæt rødvinseddike, og lad det koge helt ind i løgene.
  5. Tilsæt herefter portvin og rødvin, og kog videre, indtil væsken er reduceret til det halve.
  6. Tilsæt kalvefond, bring sovsen i kog, og lad den koge ind, til den begynder at få konsistens, og der ca. er 5-6 dl tilbage.
  7. Skær det sidste smør og marv ud i små tern. Montér sovsen ved at tilføje smørret under let omrøring.
  8. Tilsæt marv-stykkerne lige inden servering.

TIP: Rødvinssovs går godt til både oksemørbrad, lammekølle og and, og den kan varieres med hakkede krydderurter, stegte svampe, nødder eller kastanjer.

Sådan laver du den bedste rødvinssovs

Servér f.eks. sovsen til en god oksesteg. Vores søstersite, SPIS BEDRE, har en af de mest populære opskrifter på klassisk oksesteg. Find opskriften her: Gammeldags oksesteg.

Sponsoreret indhold