Karamel er en klassiker, når det kommer til konfekt, og hvad kan tilføre den et mere julet twist end pebermynte? Lav din helt egen fudge med opskriften her!
af Gitte Heidi Rasmussen. 16.09.2022Foto: Columbus Leth.
25 stk
Det skal du bruge
1½ dl piskefløde
150 g lys sirup
125 g sukker
140 g hvid chokolade
50 g smør
½ tsk. pebermynteekstrakt
1 form, ca. 12 x 18 cm
Karamelfudge med pebermyntesmag
Sådan gør du
Kog fløde, sirup og sukker i en tykbundet gryde under omrøring ved middel varme. Lad det simre, til det har en temperatur på 120° (brug et sukkertermometer).
Hak chokoladen groft, og rør chokolade og smør i karamelblandingen, til det er smeltet sammen.
Tilsæt lidt pebermynteekstrakt, og hæld karamelmassen i en form, ca. 12 x 18 cm, og lad den hvile mindst 8 timer, og gerne natten over.
Skær karamellen i mindre stykker, og opbevar dem på et stykke bagepapir i køleskabet.