Konfekt

Mundrette marcipanbrød med appelsinsnickers

Lav små marcipanbrød med appelsinsnickers til julens konfektskål. Få opskriften på de delikate kager, når vi serverer en syrlig variation af den klassiske konfekt.
Opskrift og foto: Linn Grubbström.6.11.2021

Marcipanbrød er en sikker vinder, når det kommer til julens konfekt, og selvom vi nyder den klassiske udgave, har vi alligevel givet opskriften et twist af appelsin. Det giver et lækkert og syrligt modspil til marcipanens sødme. Hovedingrediensen er marcipan, og vil du gerne bevæge dig væk fra købeversionen, kan du prøve at lave din egen. Få opskriften her!

40 stk

Det skal du bruge

  • Ca. 125 g dadler uden sten
  • 1 spsk. peanutbutter
  • 60 g peanuts
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 200 g marcipan
  • 100 g chokolade 70 %
  • Evt. topping: 50 g peanuts

Sådan gør du:

  1. Skær dadlerne i mindre stykker. Blend til en fin masse sammen med peanutbutter. Hak 2/3 peanuts i mindre stykker. Bland de hakkede og hele peanuts med dadlerne.
  2. Riv skallen af appelsinen på et rivejern. Kom appelsinskal og 1 tsk. appelsinsaft i blandingen, og rør forsigtigt sammen.
  3. Del massen i 4 dele. Rul hver del til en aflang pølse, der er ca. 1½ cm i diameter. Læg dem på et fad, og stil dem i køleskabet i 1 time.
  4. Del marcipanen i 4 dele, og rul dem ud til aflange flade stykker på størrelse med daddelmassen.
  5. Pak daddelmassen ind i marcipan. Hak chokoladen fint, kom den i en skål, og smelt den over vandbad. Pensl chokolade på marcipanen. Hak evt. nogle ekstra peanuts, og rul pølserne i dem.
  6. Stil rullerne tilbage i køleskabet i 2 timer. Skær dem i 2 cm tykke skiver, og servér.
  7. Konfekten skal opbevares i køleskab.

Sponsoreret indhold