Brug de bedste nordiske råvarer til at lave en sund salat med rugkerner, æbler, selleri, persille og bid fra peberrod.
af Mikkel Karstad Foto: Anders Schønnemann4.12.2016
Rugen er rig på smag og har i mere end 1.000 år været brugt i det danske surdejsrugbrød. Men det har også været brugt i svenskernes knækbrød, tyskernes pumpernikkel og i den russiske drik med gæret brød kvass samt i såkaldt rye beer og canadisk rye whisky. Udover i rugbrød bliver rug også brugt til knækbrød, kiks, morgenmadsprodukter, grød, chips, som skårne rugkerner i salater, og poppede kerner, som kan spises direkte fra posen.
Rugkerner giver en sund salat med bid fra peberroden
Fra marken til dit bord. Bland de kogte rugkerner, som er fulde af nødde- og kornsmag, med stegte selleritern, syrlige æbletern, frisk persille og revet peberrod. Det er en sund salat, der i mere end en forstand kan få tårerne frem i øjnene.
Bring rugkernerne i kog i en gryde med letsaltet vand, og kog dem i 40-45 minutter på lavt blus. Lad dem derefter trække i 5 minutter under låg, og hæld så eventuelt overskydende vand fra. Bland de lune kerner med 2 spsk. olivenolie, æbleeddike, salt og peber, og lad kernerne køle helt af.
Skræl sellerien, og skær den ud i tern på 2 x 2 cm. Steg selleriternene i olivenolie på en pande i 4-5 minutter, til de får farve og bliver møre, men stadig har lidt bid.
Skær æblerne i tern, og bland æbler og selleritern med rugkernerne.
Skyl og tør persillen, og hak den groft. Bland den i salaten. Skræl peberroden, og riv den ud over salaten.
Servér salaten som en selvstændig frokostsalat eller som tilbehør til en hovedret.