Hjerteformede kakaosmåkager med hvid chokoladeganache
Fyld kakaosmåkager formet som små hjerter i kagedåsen. Så er der lidt ekstra julekærlighed, til den næste der tjekker, om der stadig er småkager på lager.
af Camilla Biesbjerg Markussen11.11.2022Foto: Columbus Leth
15 stk
Ingredienser
180 g hvedemel
40 g flormelis
3 spsk. rent kakaopulver
1 tsk. vaniljesukker
1 knsp. salt
125 g smør
3 spsk. koldt vand
1 stor hjerteformet kageudstikker, 5 cm
1 lille hjerteformet kageudstikker, 2 cm
Hvid chokoladeganache
100 g hvid chokolade
0,6 dl piskefløde
10 g glukosesirup
1 knsp. salt
Kakaosmåkager med hvid chokoladeganache
Bland mel, flormelis, kakao, vaniljesukker og salt sammen i en skål. Skær smørret i små tern, og smuldr det i melblandingen med fingrene, til konsistensen er grynet.
Saml dejen med koldt vand, til den er jævn og glat. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
Tænd ovnen på 175°. Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en tykkelse på ca. 3 mm.
Stik dejen ud i 30 hjerter med den store kageudstikker, og udstik et lille hjerte i halvdelen af dejhjerterne med den lille kageudstikker. Fordel småkagerne på 2 bageplader med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 12 minutter pr. bageplade, til småkagerne er let gyldne. Afkøl dem på en bagerist.
Hvid chokoladeganache
Hak chokoladen fint, og smelt den i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen.
Varm fløde og glukosesirup op til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen i skålen. Rør med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til cremen er blank og ensartet. Smag til med en smule salt.
Lad ganachen sætte sig på køl i ca. 2 timer, til den har en smørbar konsistens. Læg småkagerne sammen 2 og 2 med en lille skefuld hvid chokoladeganache imellem.
Opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet indtil servering.