Juice & Saft

Opskrift: Mango Lassi

Sluk tørsten i solen eller efter et krydret måltid med en indisk klassiker, den søde Mango Lassi. Du får opskriften her!
Opskrift og foto: Inge Skovdal/skovdal.dk.10.08.2020

Indien er kendt for sin stærkt krydrede mad, der kan sætte fut i smagsløgene - og det er hård kost for mange af os, der ikke er vant til sådan et smagsfyrværkeri. Men selv de garvede indere kan have brug for at få slukket ildebrande i munden, og til det har de den fantastiske Mango Lassi, en drik baseret på søde mangoer og yoghurt. Det er lidt ligesom en smoothie, men ofte lidt tyndere i konsistensen og en rigtig tørstslukker i solen.

4 personer

Ingredienser

  • 2 modne mangoer
  • 3 dl yoghurt naturel
  • 1 dl mandelmælk
  • Frø fra 1 kardemommekapsel
  • Lidt revet ingefær
  • Skal og saft af 1 usprøjtet lime
  • 2 spsk. rørsukker

Sådan laver du Mango Lassi

  1. Skræl mangoerne, og skær kødet fri fra stenen.
  2. Blend mango og de øvrige ingredienser, og sæt drikken i køleskabet, inden den skal serveres.
  3. Servér den kolde mango lassi i glas sammen med en krydret og salt snack.

Sponsoreret indhold