Konfekt

Lækker hjemmelavet fransk nougat

Fransk nougat smager skønt og gør sig godt i konfektskålen. Den kræver lidt finesse at tilberede og ikke mindst et sukkertermometer, men vi lover, den er det hele værd!
af Carsten Cyster17.11.2021Foto: Columbus Leth.

Det kræver en smule fingerfærdighed at lave fransk nougat, men når først du har sat tænderne i de lækre bidder, vil din søde tand takke dig. Få opskriften her!

Det skal du bruge

  • 150 g mandler
  • 60 g pistacienødder, usaltede
  • 1 1/4 dl vand
  • 200 g honning
  • 350 g sukker
  • 225 g glukose
  • 2 spsk. flormelis eller spiseligt rispapir – fås i specialbutikker

Marengs

  • 60 g sukker
  • 80 g pasteuriserede æggehvider (2½ æggehvider)

Sådan laver du fransk nougat:

  1. Rist nødderne i en forvarmet ovn på 150° i ca. 15-20 minutter, indtil mandlerne er gyldne. Lad dem køle ned.
  2. Kog vand, honning, sukker og glukose til en sukkerlage ved svag varme, indtil den når en temperatur på 150°. Tjek med et sukkertermometer − det tager ca. 15-20 minutter. Vær tålmodig, for sirup er længe på 120°, men stiger så pludseligt til 150°.

Marengs

  1. Pisk sukker og æggehvider til en luftig marengsmasse, mens sukkerlagen koger.
  2. Hæld den varme sukkerlage ned i marengsmassen i en tynd stråle, mens du pisker. Rør massen sammen i ca. 8-10 minutter, indtil den er sej og lang.
  3. Vend de ristede nødder i.
  4. Hæld massen ud mellem 2 stykker bagepapir drysset med flormelis eller spiseligt rispapir, og rul den ud i et firkantet stykke på ca. 2-3 cm i tykkelsen. Lad massen køle af, og skær den derefter ud i stykker på 2 x 2 cm Opbevar den franske nougat i tætsluttende plastikbeholdere. De kan holde i ca. to måneder.

Billedguide: Fransk nougat trin for trin

Sponsoreret indhold