Brug de lækre rabarber som perfekt modspil til kylling. Servér med agurkesalat - mere klassisk dansk sommermad findes næsten ikke!
af Louisa Lorang15.04.2016Foto: AOP
Rabarber er gode til rigtig mange ting, ikke mindst kylling, hvor det syrlig-søde løfter en ovnstegt kylling til helt nye højder. I denne opskrift passer kyllingen sig selv i ovnen, så du har god tid til at lave resten og til sidst sætte en skøn sommerret på bordet, som familie og venner helt sikkert vil elske dig for.
Sådan laver du kylling med rabarber og agurkesalat
Gå kyllingen efter for indmads-rester og fjer. Dup den tør med køkkenrulle, og læg den i en bradepande, evt. på en rist. Gnid den med smør og salt, og steg den ved 200° i 45-60 minutter, eller til den er gennemstegt.
Kom imens halvdelen af rabarberne i en kasserolle sammen med stjerneanis, let knuste kardemommekapsler og sukker. Lad det simre i 5-8 minutter. Tilsæt de sidste rabarber, og kog op i yderligere et par minutter. Sæt kompotten koldt.
Skær agurkerne i tynde skiver, gerne på et mandolinjern, og kom dem i en sigte med groft salt. Lad agurkerne trække i 10-15 minutter, vend dem rundt undervejs.
Kog sukker, eddike og peberkorn op, til sukkeret er smeltet. Køl lagen af. Klem så meget væde som muligt fra agurkerne, og vend dem i syltelagen.
Smelt 1 spsk. smør i en gryde. Pisk melet i, og tilsæt sky fra kylling og/eller kartoffelvand. Lad det koge ind til en glat sauce. Smag til med salt, og tilsæt evt. en smule kulør. Du kan også bruge ½ piskefløde og ½ sky, hvis du foretrækker det.
Servér kyllingen med kompot, agurkesalat, kartofler, sovs og en stor salat.