Står du med en køkkenhave fyldt med krydderurter, grøntsager og frugt, så kan du overveje at anvende dem i herlige smagsoplevelser i sylt eller salt. Vi har fundet to lækre opskrifter på syltede squash og kryddersalt, som ud over at smage himmelsk, også er uhørt nemme at gå til. Og samtidig forkæler du dig selv med det lækreste tilbehør i vintermånederne.
Syltning og saltning er som skabt til kreativ leg. Opskrifterne kan nemlig nemt varieres med andre krydderier og grøntsager, så brug af det du har, og kreer dine egne sylte-oplevelser til vinteren. Det samme gælder kryddersaltet, hvor det kun er fantasien, der sætter grænserne. Lav gerne forskellige smagsvarianter, så du har forskellige kryddersalte til de forskellige retter, du skal lave.
Syltede squash
½ kg squash (gerne både grønne og gule)
1 lille håndfuld groft salt
10 hele fed hvidløg
1 bundt citronmelisse
200 g ingefær
½ l hvidvinseddike
200 g økologisk rørsukker
1 spsk blandede peberkorn
Sådan gør du:
Skyl frugterne. Flæk dem på langs, og tag frøkernerne ud. Lad dem trække i groft salt nogle timer. Skyl dem herefter i iskoldt vand, og kom dem på skoldede glas skyllet med atamon.
Kom hvidløg, citronmelisse og ingefær i.
Kog eddiken op sammen med rørsukker og peber, og hæld i glassene. Luk straks til, og opbevar mørkt og køligt i ca. 1 måned før brug.
Læs også: Er du nybegynder i haven?
Kryddersalt
1 stor buket bredbladet persille eller kruspersille
1 stor håndfuld korianderblade
1 stor håndfuld citronverbenablade
Ca. 100 ingefærrod
1 lille stærk rød chili
10 hvidløgsfed
Cirka 300 g groft havsalt, sydesalt eller atlanterhavssalt
Sådan gør du:
Blend alt til en fin masse i blender eller foodprocessor. Bred massen ud på et rent viskestykke eller i et fad.
Tør massen i solen, eftervarmen fra ovnen eller et andet lunt sted, til det er knastørt. Kan evt. blendes igen, så det bliver meget findelt.
Hældes på rene, tørre glas.