Småkager & Cookies

Citronsmåkager med hasselnødder og saltkaramel

Søde, stjerneformede citronsmåkager med hasselnødder og saltkaramel – sikken småkage!
af Camilla Biesbjerg Markussen11.11.2022Foto: Columbus Leth
18 stk

Det skal du bruge

  • 1 vaniljestang
  • ½ usprøjtet citron
  • 225 g koldt smør
  • 300 g hvedemel
  • 125 g flormelis
  • 1 stjerneformet kageudstikker

Hasselnøddetopping

  • 1 æg til pensling
  • 50 g hasselnøddeflager
  • 2 spsk. perlesukker

Saltkaramel

  • 150 g karamelliseret mælk (dulce de leche)
  • ¼ tsk. flagesalt

Sådan laver du citronsmåkager

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Skyl og riv citronen fint. Skær smør i små tern. Bland smør, vaniljekorn, citronskal, mel og flormelis sammen i en røremaskine eller foodprocessor, og kør det hele sammen til en ensartet dej. Ælt dejen hurtigt sammen med hænderne, pak den ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul dejen ud på et let meldrysset bord, og udstik ca. 36 stjerner. Fordel dem på 2 bageplader med bagepapir.
  3. HASSELNØDDETOPPING: Tænd ovnen på 180°. Pensl halvdelen af småkagerne med sammenpisket æg, og drys med hasselnøddeflager og perlesukker. Bag småkagerne i ovnen i 10-12 minutter pr. bageplade, til småkagerne er let gyldne. Afkøl dem på en bagerist.
  4. SALTKARAMEL: Rør den karamelliserede mælk sammen med flagesalt i en skål. Læg småkagerne sammen 2 og 2 med en skefuld saltkaramel imellem, så hasselnøddetoppingen vender opad.
  5. Opbevar de sammenlagte kager køligt indtil servering.

Sponsoreret indhold