De små insekter, som ofte er at finde på badeværelsesgulvet, hedder egentlig sølvkræ, men går i daglig tale under navnet sølvfisk, fordi deres sølvglinsende udseende og bugtende bevægelser leder tankerne hen på små, skællede fisk.
De små insekter er meget lyssky og foretrækker at leve på lune og fugtige steder, hvilket gør badeværelset og køkkenet til ideelle opholdssteder for de små væsener.
Sølvfisk er små insekter, der ofte ses på badeværelset. Det skyldes ikke kun den høje luftfugtighed, men også det, at de lever af sukker og stivelse, som bl.a. findes i skæl, sæberester og tapetklister.
Har du sølvfisk i din bolig, så frygt ej. De små insekter er nemlig ganske uskadelige for mennesker og dyr, og de findes på langt de fleste badeværelser i ældre boliger.
På trods af at sølvfisk er ganske harmløse, opfattes de ofte som skadedyr. Sølvfisk er dog ganske nøjsomme og spiser ikke særlig meget. Derfor vil omfanget af skader forårsaget af sølvfisk som regel være begrænset.
Sølvfisk har eksisteret i ca. 400 mio. år og er blandt de første dyr, der forlod havet og indtog landjorden. Nu bor den på dit badeværelse, det er jo i og for sig ret fantastisk at tænke på. De fleste slags sølvfisk lever i fugtig jord, men en del sølvfiske-arter er så tæt knyttet til mennesker, at de faktisk stort set ikke findes i naturen.
Det er næsten umuligt at sige, hvor sølvfiskene i dit hjem præcis kommer fra. De kan for eksempel være kommet fra naboen, eller æggene kan have gemt sig i gamle papkasser, genbrugsmøbler eller andet, du har taget med ind i hjemmet udefra. Sikkert er det, at sølvfiskene trives i et fugtigt miljø og lever af stivelsesrester, så det er det, du skal være opmærksom på, hvis du vil blive de små insekter kvit.
Måske er det skægkræ, og ikke sølvfisk, der er flyttet ind i dit hjem? Læs mere om sølvfiskens større fætter lige her: